Garnalternativer

Når du strikker en af mine opskrifter, behøver du ikke bruge præcis det garn, jeg har anvendt i modellen. Måske vil du give dit projekt et personligt præg, bruge noget fra dit garnlager eller vælge en mere budgetvenlig mulighed. Du kan sagtens strikke med et andet garn – du skal blot vælge et alternativ, der passer til opskriftens strikkefasthed og det udtryk, du ønsker.

Her guider jeg dig gennem de vigtigste ting, du skal vide, så du trygt kan vælge det helt rigtige garn.

Hvad betyder strikkefasthed?

Strikkefastheden fortæller hvor mange masker og pinde du får pr. 10x10 cm. Det er den vigtigste del, når du finder garnalternativer, fordi det sikrer, at dit færdige projekt får den rigtige størrelse. Selv en enkelt maske på 10 cm bliver til mange masker på en hel sweater. Så skrider din strikkefasthed bare en enkelt maske kan du risikere med at gå en helt størrelse op eller ned.


Match altid strikkefastheden først.

Hvis garnet har samme tykkelse, men strikkefastheden ikke passer, kan du justere med pindestørrelse.

Har du FÆRRE masker på din strikkeprøve, end du skal have, så har du brug for at dine masker fylder mindre (så du kan få plads til flere masker), og du skal derfor prøve med en MINDRE pindtykkelse. Start med at gå 0,5 mm ned og se om det er nok.

Har du FLERE masker på din strikkeprøve, end du skal have, så har du brug for at maskerne fylder mere (så du har plads til færre masker), og du skal derfor prøve med en lidt STØRRE pindtykkelse. Start med at gå 0,5 mm op og se om det er nok.

Lav altid en strikkeprøve – det er den bedste “forsikring” for et godt resultat.

Sådan sammenligner du fibre

Hvilken fiber garnet er spundet af, har stor betydning for både udtryk, slidstyrke og følelse.

Her er en lille guide:


Uld: Elastisk, varm og formstabil. God til sweatre og projekter, der skal holde formen.

Merino: Blødt og lidt tungere end almindelig uld. Fint til både tøj og tilbehør.

Silke: Giver glans og smukt fald, men kan trække sig lidt længere. Perfekt til sjaler og lette toppe.

Alpaka: Meget blødt og tungere end uld. Har mere fald og mindre elasticitet.

Mohair/silk-kid: Luftigt og fluffy. Ændrer udtrykket markant, men ikke altid strikkefastheden.

Plantefibre (bomuld/linen): Mindre elastisk, tungere og mere draperende. Godt til sommerprojekter.

Hvis du vælger en fiber, der opfører sig anderledes end originalen, får du også et andet udtryk – det er ikke farligt, men noget du skal være opmærksom på.

Garn, der draperer vs. garn, der fylder

Nogle garner "falder" blødt, mens andre “står” mere fast:


Draperende garner: Silke, alpaca, viskose, plantefibre

– Perfekt til toppe, lette sweatre, sjaler og tørklæder.

Fyldigere garner: Uld, merino, mohair

– Perfekt til sweatre og cardigans med hold og struktur.

Ønsker du et resultat tæt på originalen, så vælg et garn, der opfører sig på samme måde.

Mine anbefalinger til typiske garnalternativer

Du kan bruge denne lille huskeregel, når du bytter garn:


Lace / tynd mohair: Byt med en anden lace-mohair eller en tynd alpaca-silk.

Fingering: Byt med en anden fingering i samme fiber.

Sport: Byt med fingering strikket en smule fastere eller tynd DK strikket løsere.

DK: Byt med let worsted eller to tråde fingering.

Worsted: Byt med kraftig DK eller tynd aran.

Hvis du er i tvivl, så fokuser på strikkefasthed + fiber + følelse mellem fingrene.

Konkrete garnalternativer - Listen er blot vejledende, husk din strikkeprøve!

LACE / MOHAIR SILK (ca. 25 g = 210–250 m)

Perfekt til følgetråd eller lette designs.

Kan erstatte hinanden:


Sandnes Tynn Silk Mohair

Knitting for Olive Soft Silk Mohair

Filcolana Tilia

Isager Silk Mohair

Drops Kid-Silk

Permin Angel

Mondial kid Seta


Ofte kan du også udskifte mohair med en tynd alpaka følgetråd.
Fx Sandnes Alpaka Følgetråd eller Filcolana Alva.

FINGERING (ca. 50 g = 180–235 m)

Typisk til sjaler, toppe, sommertøj og lette sweatre. Strikkes ofte på pind 2,5 mm - 3 mm og har en strikkefasthed på 26-30 masker over 10 cm.

Sandnes Sunday

Sandnes Babyull Lannett

Sandnes Tynn Peer Gynt

Filcolana Arwetta Classic

Filcolana Anina

Drops Flora

Sandnes Alpaka Silke

Sandnes Mini Alpakka

Håndfarvet Fingering (oftest 400 m / 100 g)

LUKSUS-FINGERING (Yak/Silk, Camel/Silk, Cashmere blends)

Let shine og tungere fald.

Kan erstatte hinanden:


Camel/Silk (div. håndfarvere) 400 m/100 g

Yak/Silk (div. håndfarvere) 400 m/100 g

Silk/Merino luksusblends 400 m/100 g

DK (ca. 50 g = 100–115 m)

Garn til cardigans og sweatre med lidt mere fylde. Strikkes ofte på pind 3,5 - 4,5 mm og har en strikkefasthed på 20-22 masker på 10 cm.

Kan erstatte hinanden:


Knitting for Olive Heavy Merino

Sandnes Double Sunday

Filcolana Peruvian

Sandnes Smart

Sandnes Peer Gynt

Drops Merino Extra Fine (SW, mere elastisk)

Drops Daisy

Hjertegarn Extrafine Merino

Ofte kan 2 tråde fingering = DK også bruges.


PLANTEFIBRE — BOMULD / LINEN / VISKOSE

Til sommerstrik.

Kan erstatte hinanden:


Hjertegarn Blend Bamboo

KFO Cotton Merino (mere elastisk)

Drops Belle

Sandnes Line

Filcolana Merci (bomuld/uld – lidt lettere)

Krea Deluxe Organic Cotton


CASHMERE

Til lækkert eksklusiv strik. Godt til tørklæder og vintertilbehør.

Kan erstatte hinanden:


Mondial Cashmere

Lang Yarns Cashmere Premium

Sandnes Cashmere

Cardiff Cashmere